Badminton på IEG
Badminton på Idrætsefterskolen Grønsund er et fag med mange elever, så om du har spillet meget eller lidt, vil der altid være en på dit niveau at spille og træne med. Vi spiller indendørs med fjerbolde hele året på vores 8 baner i Bogø Hallen.
Under undervisningen vil vi arbejde teknisk med de forskellige grundslag, have slagøvelser samt arbejde med taktik i både single og double. Du lærer desuden hvordan du kommer optimalt rundt på banen og hvordan du får udspillet din modstander. Der er 2 trænere, der har trænet og spillet på højt plan, tilknyttet linjen, så der er rig mulighed for at tilpasse undervisningen til lige netop dit niveau.
Vi laver desuden en rangliste, så du kan udfordre dine kammerater på dit niveau og se hvordan i får udviklet jeres badmintonspil i løbet af skoleåret.
Vi deltager hvert år med hold i flere rækker i Sjællandsmesterskaberne for efterskoler, der giver kvalifikation til DM. Her har vi på Idrætsefterskolen Grønsund en god tradition for at komme hjem med medaljer.
Individuelt spiller vi stævner mod andre skoler, samt DM for efterskoler i Vejle i december.
Udover dette spiller vi flere træningsturneringer om aftenen samt Grønsund Masters mod Stubbekøbing Badmintonklub og Næsgaard Efterskole.
I løbet af skoleåret vil eleverne selv planlægge programmer og træning for hinanden, samt undervise mindre børn på vores Badminton-Camp. Der bliver desuden mulighed for at komme ind og se en eller flere badmintonliga-kampe i løbet af skoleåret. Hvis du vil udfordre dine kammerater i fritiden er i velkomne til at køre i hallen om aftenen og få sved på panden.
Så er du vild med hurtige fødder og hårde slag, og vil du give den gas i en individuel sport på et fantastisk hold, så er profilfaget badminton lige noget for dig.
Profilfaget badminton tilbyder:
- 2 trænere, der laver sjove øvelser og spil, samt får dig til at yde det optimale, for at blive bedre.
- Undervisning i den teknikske og taktikske del af badminton
- Fysisk træning der øger din styrke og funktionelle hurtighed
- Differentieret træning efter niveau
- Mulighed for deltagelse i både efterskole -og DGI stævner
- Kampe imod andre efterskoler
- DGIs kursus K1
- 4 timers undervisning om ugen året rundt + spændende stævner og træningsaftener.